Laboratoriefasen i IVF

Hvad sker der med æggene i tiden mellem ægudtagning og ægoplægning?

Ægudtagningen

For at vi kan befrugte ægget i laboratoriet skal æggene tages ud af kvinden og manden skal aflevere en sædprøve. Ved ægudtagningen føres en ultralydtvejledt nål op gennem skeden, hvor vi med spidsen af nålen stikker gennem skedevæggen og ind i æggebærene. Du er på forhånd bedøvet og de fleste mærker ingenting ved indgrebet. Ægudtagningen tager som regel mellem 10-15 minutter. Væsken i æggeblæren, som indeholder æggene suges således op i sprøjten. Væsken gives til laboranten som undersøger denne med det samme i laboratoriet. Ved hjælp af et mikroskop kan de tælle hvor mange æg der er suget ud. Som regel er der æg i 80% af æggeblærerne.

Æggene flyttes herefter over i en lille skål med noget næringsvæske og anbringes i et skab, kaldet en incubator, ved 37o svarende til vores kropstemperatur.

Befrugtningen

Mellem 0-4 timer efter ægudtagningen skal æggene befrugtes. Det svarer til det tidspunkt, æggene under naturlige omstændigheder, ville møde sædcellerne i æggelederen.

Umiddelbart inden ægudtagning afleverer manden en sædprøve. Denne prøve renses og analyseres i laboratoriet. Vi renser sæden for at sikre, at kun den ”gode” sæd bliver brugt til befrugningen. Vi analyserer sæden, for at se om der er tilstrækkeligt med sædceller til at foretage normal IVF befrugtning. Er der ikke nok gode sædceller, kan vi benytte os af ICSI metoden – også kaldet micro insemination.

Ved normal IVF behandling tilsættes den oprensede sæd til æggene. Vi tilsætter ca. 50.000 – 100.000 sædceller til hvert æg. Æg og sædceller (nu i samme glas) stilles tilbage i incubatoren, og i løbet af de næste 16-18 timer kan vi se om æggene er blevet befrugtet. Ca. ét døgn senere tilser vi atter æggene, og vi tæller hvor mange der har delt sig.

Dyrkning af æggene

Det befrugtede æg kalder man også for en embryon. Embryonen begynder nu at dele sig, først til en to-celle, så til en fire-celle osv. Efter 2-3 døgn er embryonerne klar til at blive lagt op i livmoderen eller blive frosset ned til senere brug.

Det er ikke alle æg der deler sig. I gennemsnit deler 60% af alle udtagene æg sig. Hos nogle par ser vi desværre at ingen æg deler sig, dette sker for ca. 5-10%

Pæne æg

Inden æggene lægges tilbage i livmoderes, kigger laboranterne på dem. Hvor mange har delt sig? Er æggene pæne? Lægerne og laboranterne vurderer på baggrund heraf hvilke og hvor mange æg der lægges tilbage i livmoderen.

De overvejelser der indgår i denne beslutning er; kvindens alder, tidligere IVF forsøg, antal æg der har delt sig og om de ser pæne ud.

Jo flere æg der lægges op, jo større er chancen også for en graviditet. MEN sandsynligheden for en tvillingegraviditet eller trillingegraviditet stiger også. Det er derfor vigtigt at I på forhånd har taget stilling til hvor mange æg I vil have lagt tilbage i livmoderen. I kan naturligvis altid spørge lægen til råds.

Mange par vælger at få lagt ét enkelt æg op, da vi i dag har bedre resultater med én enkelt embryon end tidligere. Det er ikke uden risiko at være gravid med tvillinger eller trillinger. Tvillinger fødes i gennemsnit 1 måned for tidligt og trillinger ca. 7 uger for tidligt.

Ægoplægning

Selve ægoplægningen er helt enkelt og gør ikke ondt. Laboranten har på forhånd anbragt det/de embryonerne i et tyndt plastickateter. Læge får katedret og fører det op gennem livmoderhalsen og op i livmoderen, hvor embryonet placeres.

Nedfrysning af embryoner

Er I heldige at flere af de befrugtede æg har delt sig, end dem der er lagt op i livmoderen, kan I vælge at få dem frosset ned til senere brug – enten til en bror eller søster, eller hvis graviditet udebliver. Denne procedure betyder at kvinden kan undgå at komme i hormonbehandling igen. Kun æg af den bedste kvalitet kan tåle at blive frosset ned.

 

Nyheder

Bedre IVF resulter med nyt Spindel mikroskop
Nordica Fertilitetsklinik. Spindel mikroskop i laboratoriet. Med dette helt nye Spindel mikroskop kan man præcist vurdere æggets kvalitet.

Ægdonation i Danmark
Anonymitet for donor fastholdes og økonmomisk kompensation for donors tidsforbrug er ikke mulig.

Gode resultater med laser assisted hatching
Brug af laser assisted hatching for kvinder over 38 år i IVF-behandling har medført en succesrate på 44%. Succesraten for samme gruppe af kvinder hvor laser assisted hatching ikke er anvendt er resultatet på 26%.

PCO klinik
Nordica og PCO foreningen er gået sammen om at skabe flere behandlingstilbud for PCO patienter.

Flere nyheder

Nyhedsbrev