Forundersøgelse af manden
Inden vi begynder behandling af barnløshed, er det vigtigt, at vi kender årsagerne til barnløsheden. Både manden og kvinden undersøges.
Undersøgelse af manden indebærer generel helbredsinformation, sædanalyse, hormonanalyse (blodprøve) og evt. en kromosomanalyse af manden og en ultralydsundersøgelse af testiklerne.
Helbredsinformation
Vi skal vide noget om mandens helbredsmæssige forhold, vi kigger bl.a. på:
- Livsstilsforhold (arbejdsmiljø, stress mv.)
- Evt. sygdomme og infektioner
Sædanalyse
Manden skal aflevere en sædprøve til analyse på klinikken. Det er vigtigt, at han ikke har haft udløsning ca. 3-4 dage før sædanalysen, af hensyn til vurdering af sædens kvalitet.
Sædprøven analyseres på vores laboratorium. Dette vil tage nogle timer, og vi kan herefter give jer et svar. Ofte er en sædprøve ikke nok til at give et retvisende billede af mandens sædkvalitet, da denne kan være påvirket af stress og øvrig helbredstilstand.
Sæden bliver vurderet under et mikroskop, og vi ser på hvordan sædcellerne bevæger sig, hvor mange der er levende, om de er normale, og koncentrationen af sædcellerne.
En normal sædprøve vil se sådan ud:
- Mindst 2 milliliter sæd
- Mindst 20 millioner sædceller for hver milliliter sæd
- Mindst 50 % af sædcellerne skal bevæge sig og være levende
- En hvis del af sædcellerne skal bevæge sig hurtigt fremad
- Mindst 30% af sædcellerne skal have et normalt udseende
Efter oprensning, kategoriseres sædkvaliteten sådan:
- Meget nedsat sædkvalitet: mindre en 2 millioner sædceller
- Noget nedsat sædkvalitet: mellem 2 og 10 millioner sædceller
- Normal sædkvalitet: mere end 10 millioner sædceller
Kromosomanalyse og ultralydsundersøgelse
Viser det sig at sædkvaliteten er meget dårlig, kan mikroinsemination være en behandlingsmulighed for jer. Før mikroinsemination foretages, laver vi eventuelt en kromosomanalyse af manden, og en ultralydsundersøgelse af testiklerne.
Læs mere om mikroinsemination her.