Rygning

Tobaksrygning kan gøre det vanskeligere at blive gravid, fordi tobaksrygning nedsætter fertiliteten hos både kvinder og mænd.

Rygning kan medføre uregelmæssig ægløsning og menstruation og kvinder, der ryger eller er udsat for passiv rygning, har vanskeligere ved at blive gravide. Chancen for at kunstig befrugtning har en effekt, er ligeledes nedsat. Således gælder det for henholdsvis ikke-rygere og rygere, at hver gang 10 ikke-rygende kvinder bliver gravide lykkes det kun for 7 rygere.

Rygningen mindsker frugtbarheden ved:

  • at påvirke æggestokkenes funktion
  • ved at hæmme æglederne, samt
  • ved at påvirke slimhinden i livmoderen, så ægget har sværere ved at sætte sig fast ( Figur 1).

Smoking

Figur 1 viser risikoen i procent, for at komme til at vente mere end 9 måneder, før det lykkes at blive gravid, blandt kvinder som ikke ryger, og blandt kvinder som ryger 1-10 og over 10 cigaretter om dagen. Opgørelsen er fra et europæisk studie omfattende 3,187 kvinder, som forsøgte at blive gravide.



Det væsentlige er, at det hjælper at holde op med at ryge. Kvinder, som ophører med at ryge, opnår næsten samme chance for, at de befrugtede æg sætter sig fast, som kvinder, der aldrig har røget. Chancen for, at graviditeten forløber normalt og ender med fødsel af et sundt barn øges også, når man holder op med at ryge.

Rygning hos manden spiller kun en begrænset rolle for parrets frugtbarhed, med mindre barnløsheden skyldes dårlig sædkvalitet. Der er tegn på, at mandlige rygere har dårligere sædkvalitet, man kan ikke forklare hvorfor, men undersøgelser af ufrugtbare pars helbredstilstand og levevis peger på det.

Passiv rygning og ufrivillig barnløshed

Både mænd og kvinder født af rygende kvinder har mindre chancer for at blive forældre, når de engang selv ønsker at få børn.

Det antages, at kvinders rygning er årsag til en sjettedel af den ufrivillige barnløshed i Danmark årligt.

Vi har længe haft en formodning om at rygning på den ene eller anden måde også har noget at gøre med:

  • vuggedød
  • lav fødselsvægt
  • luftvejsinfektioner
  • astma
  • allergi

Men at også den faldende sædkvalitet hos drenge kan skyldes, at moderen har røget under graviditeten er noget nyt.

I en videnskabelig undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Institut i Århus har man påvist en sammenhæng mellem det, at en gravid kvinde har røget mere end 10 cigaretter om dagen under graviditeten og fundet af lav sædkvalitet hos drengebørnene senere i livet. Dette videnskabelige arbejde forklarer så også, hvorfor danske mænd har så lav sædkvalitet i forhold til f.eks. finske mænd.

I Danmark har op til 40% af kvinderne været storrygere, hvorimod i Finland var antallet af storrygende kvinder meget mindre.

Det er derfor med denne undersøgelse i hånden vigtigt, at kvinder forstår konsekvenserne af rygning for deres kommende barn.

Lykkes det begge parter at ophøre med at ryge, har man jo også beredt et godt indeklima for et evt. kommende barn. Her ved vi, at passiv rygning har væsentlig betydning for barnets risiko for luftvejssygdomme, vuggedød, mellemørebetændelse og allergi.

Vores anbefaling til par som planlægger graviditet – hold op med at ryge!

Læs mere om alkohol og barnløshed

 
 

Tip en ven | Webmaster | Print